Vielse 10.09.2016

Imorgen siger kalenderen 10.11.2016 og vi har været gift i to måneder. 

Det må være på tide at blogge lidt om vores fantastiske dag.

Jeg vil starte med et indlæg omkring kirken som måske mest af alt omhandler en masse følelser.

Da vi skulle vælge salmer havde vi en idé om hvilke salmer vi gerne ville have med så vi gik ind på hjemmesiden Dendanskesalmebogonline hvor man kan høre melodien og se teksten. Det kan altså godt anbefales.  Selvom vi havde en god idé om hvilke salmer der passede til os, var det stadig rart at høre melodien, føle stemningen og dermed blive bekræftet i at det var dem vi skulle bruge.

Hvis vores bryllup skulle ligges under en kategori, ville det nok blive DIY-bryllup.

Invitationen var (som I måske har set i dette tidligere indlæg) hjemmegjort og på selve dagen mødte gæsterne DIY's fra start til slut.

Det første DIY projekt der mødte gæsterne var en salmeoversigt.

Papiret er genbrugspapir og der er anvendt samme skrifttyper som på alle andre bryllups DIY's sådan at der kom en rød tråd gennem det hele - i mine øjne var det ret vigtigt med en rød tråd når nu brylluppet var præget af så mange DIY's.

Der skal nok komme mere om rød tråd og bryllupstema i et senere indlæg.Midt på papiret sad en 'kleenex' til dem som skulle for brug for det - det tror jeg ihvertfald der var et par stykker der fik brug for  :)

Forneden på papiret var der et lille sort/hvid billede af Klosterkirken - redigeret så det også passede til temaet og var med til at give en helhed.

Hvad der startede et sjovt og ikke så bogstaveligt forslag om at fire veninder skulle gå i matchende kjoler foran mig op af kirkegulvet, som et hver andet amerikansk bryllup, endte faktisk med at være noget af det der betød mest for mig i sidste ende.

Jeg har altid vidst børnene skulle gå foran mig - både bonus og biologiske. Det var jo ikke børnene der skulle giftes men de skulle vide at det også var deres dag. Hele betydningen af brylluppet, for mig, har været at blive en rigtig 'familie'. Jeg ved egentlig ikke hvad der ligger i det, jeg har altid haft en eller anden ide om at man er en rigtig familie når mor og far er gift og har samme efternavn. Det er nok en lidt fjollet følelse og det er jo ikke nødvendigvis sådan andre har det.Anyways, at alle børnene var  med til at gå op af kirkegulvet var et must. 

Børnene skulle vide at de betyder alt i verden og at de er bindeledet mellem mig og deres far og derfor skulle de følge mig op til ham.

Okay okay - måske børnene er for små til at analysere så meget på en lille gåtur i kirken, 

men endnu engang er det noget der betød noget for mig.

At der kom et forslag om at mine fire veninder skulle foran mig ind i kirken var egentlig noget vi grinte af i starten. Det udviklede sig undervejs til kæmpe kjolekriser og tanker omkring hvorvidt det var en tåbelig idé med et brudefølge på otte personer.

- og endte ud i noget jeg ikke ville have været foruden ♥ 

Ken havde længe prøvet at få mig overtalt til at hilse på et lidt mere utraditionel måde når jeg kom op til ham.

Jeg havde hele tiden sagt nej, for alt i mig mener at man skal 'opføre sig pænt i kirken - meeeeen..

Da jeg så kom op og så ham stå der med sit kække smil og glimt i øjet var der bare noget i mig der alligevel ændrede mening - jeg knyttede hånden, rakte den frem mod Ken (og i et splitsekund fortrød jeg, vi havde jo ikke aftalt det så hvad hvis han ikke forstod hvad jeg ville) Ken knyttede hånden, stødte den mod min og 'pheeeeeew'..

Stemningen var hermed sat, ikke så formel, bare hyggelig og rar - lige i vores ånd.

Resten af vielsen var fantastisk - et par kiks ved alteret hvor vi hver især var meget ivrige for at knæle.

To gange ja -og et kys der blev taget lidt på forhånd :)

Overraskelse fra mig til Ken med en gammel kollega der sang Michael Bubles 'Everything'

- og vigtigst af en masse kærlighed  ♥